• Business-overblik: Danske Bank varsler: Det giver ikke mening at vælge populært lån lige nu

    ソース: BDK Finans / 16 10 2024 01:57:49   America/New_York

    Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik. I dag runder vi blandt andet: Lufthansa bøder stort for at afvise jødiske passagerer Meta hives i retten af amerikanske stater Medarbejder i Københavns Kommune advarede om lovbrud til whistleblowerordning. Så fik han frataget sine opgaver Novo Nordisks succes presser den danske rente Men vi begynder med danske flekslån. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Danske Bank varsler: Populært flekslån giver ikke mening at vælge Det giver lige nu ikke mening at vælge et F1-lån. Det varsler Danske Bank sine kunder om, inden 33.000 af dem snart skal vælge, hvilket lån de vil have fra 1. januar. Det skriver Børsen. Årsagen er, at der ifølge Danske Bank ventes en del rentesænkninger, som endnu ikke er smittet af på de allerkorteste boliglån, F1 og F-kort. I øjeblikket er renterne på F3 og F5 nede på 2,3 til 2,4 procent. F1 ventes fra januar at lande på 2,7 procent, og F-kort på 2,8 procent. Investorerne venter dog flere rentesænkninger fra Den Europæiske Centralbank, der særligt vil gælde for F1 og F-kort. Men det er ikke en sænkning, der er stor nok, til at det giver mening af vente, lyder det fra eksperter. »Renterne på F1-lånet skal falde ret betydeligt, før det kan svare sig at blive i F1-lånet. Man skal nærmest forvente, at markedet bliver overrasket,« siger chefanalytiker hos Totalkredit Sune Malthe-Thagaard til Børsen. Han advokerer for, at det kan være værd at skifte sit F1-lån ud, hvis man står over for en rentetilpasning lige nu. Boligejere med et F1-lån vil skulle betale en højere rente, hvis de vælger lånet fra 1. januar 2025, og så har lånet også dyrere omkostninger, da man betaler et højere kursfradrag, hver eneste gang det etårige lån skal have en ny rente. Det skriver andre medier om 1. Lufthansa bøder stort for at afvise jødiske passagerer USA har tildelt tyske Lufthansa en bøde på 27,4 millioner kroner, efter at flyselskabet i 2022 nægtede at medtage jødiske passagerer, der ikke bar mundbind som det på daværende tidspunkt var krævet. Det skriver BBC. Det amerikanske transportministerium vurderer, at Lufthansa diskriminerede passagererne og behandlede dem, som var de enkelt gruppe, på trods af at de ikke rejste sammen. Det er angiveligt den største bødestraf, der nogensinde er udstedt til et flyselskab for krænkelser af borgerrettigheder. 2. Meta hives i retten af amerikanske stater En dommer i Californien fastslog i går, at Facebook og Instagrams ejer, Meta, kan hives i retten af flere amerikanske delstater, der beskylder softwarevirksomheden for at give næring til psykiske problemer blandt teenagere ved at gøre platforme som Facebook og Instagram vanedannende. Det skriver Reuters. En talsmand for Meta siger, at virksomheden er uenig i afgørelsen, og at virksomheden har »udviklet adskillige værktøjer til at støtte forældre og teenagere«, herunder nye »teenagekonti« på Instagram med ekstra beskyttelse. 3. Novo Nordisks succes presser den danske rente Den danske medicinalgigant Novo Nordisk har det seneste halvandet år haft så stor en indtjening til Danmark, at Nationalbanken har været tvunget til at sænke renten for at undgå, at den danske krone bliver stærkere end euroen. Det skriver Finans. Novo Nordisk havde i 2023 en omsætning på 232 milliarder kroner, hvoraf en stor del er i dollar. Driftsindtjeningen var på godt 100 milliarder kroner. Det skriver vi om 1. Medarbejder i Københavns Kommune advarede om lovbrud til whistleblowerordning. Så fik han frataget sine opgaver Københavns Byret har truffet afgørelse i en opsigtsvækkende sag om en nu tidligere medarbejder i Københavns Kommune. Han har fået rettens ord for, at han imod loven blev udsat for repressalier efter at have udtrykt sin bekymring til kommunens whistleblowerordning. Læs historien her. 2. Dansk producent af fiskeolie uden fisk får stor udenlandsk investering Den danske biotekvirksomhed Algiecel fremstiller fiskeolie ved hjælp af alger og indfanget CO₂. Nu har selskabet fået 50 millioner kroner i udenlandsk kapital. Læs historien her. Det bør du også læse Et ødelagt knæ tvang Rasmus Hinge til at opgive sit tømrerfirma. Efter nogle »megahårde« år er han blevet ejendomsmægler i Gentofte Sporskifte: En skæbnesvanger fodboldkamp med vennerne trak en sort sky ind over Rasmus Hinges arbejdsliv. Han måtte opgive sit tømrerfirma, og med familiens økonomi som indsats startede han forfra som elev hos en ejendomsmægler. Det blev begyndelsen på en benhård tid, hvor han nogle gange græd på vej hjem i bilen. Læs historien her. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser tirsdag: Dow Jones: -0,75 procent S&P 500: -0,76 procent Nasdaq: -1,01 procent Asien – indeks onsdag kl. 07.37: Japan Nikkei: -1,88 procent Hongkong Hang Seng: +0,36 procent Kina CSI Shanghai: +0,05 procent Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-danske-bank-varsler-det-giver-ikke-mening-at-vaelge
シェアする